Sådan pudser du vinduer
Er vinduespudsning sjovt? En individuelt spørgsmål, men det bliver helt sikkert sjovere, hvis du er velvidende om, at du slipper for at betale en professionel for at pudse dem. Det gør nemlig rigtig ondt på pengepungen. Nu guider vi dig til at kunne lave en professionel vinduespudsning, som sikrer dig et billigt, men godt resultat.
Du skal ikke gå ned på udstyr
Det er måske en overbrugt kliché, at man ikke skal gå ned på udstyr, men ikke desto mindre er det i dette tilfælde sandt. Dit udstyr er det halve arbejde, og med udstyr, der ikke er af en vis kvalitet, kan du pudse nok så omhyggeligt og grundigt – uden held. Sørg derfor for at få investeret i det rigtige udstyr. Så har du det også til fremtiden. På din indkøbsliste skal der stå:
En god skraber
Indvasker
Viskestykker
Opvaskemiddel
Salmiakspiritus
En spand
Dertil skal du bruge koldt og rent vand, men det behøver du nok ikke at købe. Måske har du ligeledes i forvejen nogle af tingene på listen, hvorfor du selvfølgelig kan undlade at købe dem.
Den gode start består af en god blanding
Du kan med fordele lave din egen blanding til din vinduespudsning. Den består af koldt, rent vand, opvaskemiddel og salmiakspiritus. Det er ikke så vigtigt, hvordan du laver blandingen, men en god huskeregel er, at der skal bruges 1 spsk. opvaskemiddel og en halv hætte salmiakspiritus til 5 liter vand.
Dertil er der vandet fra vandhanen, som består af kalk, der kan sætte sig som striber og pletter på dine vinduer. For at undgå det kan du bruge kondensvandet fra din tørretumbler eller regnvandet fra en regnmåler, selvom det kan blive et omfattende projekt at indsamle tilstrækkeligt med vand. Det er helt rent og kalkfrit, og dertil er det også en miljøvenlig løsning. Er det ikke en mulighed, og er du nødt til at bruge eller supplere med vand fra vandhanen, kan du bruge en deciliter husholdningseddike til blandingen. Det sørger for, at kalken i vandet ikke sætter sig som striber på vinduet.
Puds i et ensartet mønster
Du skal pudse dine vinduer, så vandet fjernes, og vinduerne bliver pæne og rene. Det vigtigste i din pudsning er, at din skraber altid er i bevægelse, og det er nemmest, hvis du altid ved, hvor du vil hen med den. Derfor er det klogt at pudse i et ensartet mønster.
Et eksempel på et brugbart mønster kunne være:
Start i venstre hjørne
Skrab mod højre hjørne og derefter ned mod højre bund
Skrab dernæst op igen
Når du når nær toppen, kan du skrabe mod venstre og dernæst ned og mod midten
Slut med at pudse venstre bund
Når du pudser, er det også vigtigt, at du overlapper et lille stykke af det, du allerede har pudset. Hvis vinduet er ekstra beskidt, kan du vaske det to gange. Efter pudsning skal du tørre vinduet af med et viskestykke eller lignende.
Tænk over vejret
Der er ikke noget i vejen med at vaske vinduer i solskin eller frost, men vandet vil have hurtigere ved at fordampe eller fryse, hvis der er rigtig varmt eller koldt. Derfor skal du være ekstra hurtig med skraberen. Derfor kan det være en klog idé at tænke over vejret for at give dig selv de bedste betingelser for en god vinduespudsning.
Hvor tit skal jeg vaske mine vinduer?
Nu er du igennem guiden, og det var da egentlig ikke så slemt, vel? Men hvor ofte skal du så følge denne procedure? Det er en individuel vurdering, og nogle vinduer bliver mere beskidt end andre. Dog burde en 3-4 gange om året være tilstrækkeligt. I den forbindelse skal du også huske at vaske karme og rammer. Rammerne før selve pudsningen og karmene efter. Så er du klar til at lade de nysgerrige kigge ind af de dine skinnende ruder. Held og lykke med vinduespudsningen.